torsdag den 27. oktober 2016

Negerhytterne

Under 2. Verdenskrig oprettedes beskyttelsesrum i Københavns parker og på torvene. Bl.a. blev Københavns eneste underjordiske station Nørreport St. indrettet som beskyttelsesrum. De mange bunkere med betonkupler på Rådhuspladsen gik under navnet Negerhytterne. [Obs: n-ordet var ikke negativt ladet i 1940erne].
Farvefoto: Rådhuspladsen set mod Vesterbrogade. Kilde: natmus.dk.
Sorthvidt foto: Rådhuspladsen set fra Rådhuset under opførelsen af bunkerne i 1944. Kilde: Besættelsen 1940-45.


Krystallen

Nykredits nye domicil fra 2011 beliggende mellem Kalvebod Brygge, Puggårdsgade og Hambroesgade. Bygningen er tegnet af schmidt hammer lassen [sic] og har på trods af de 7000 etagemeter fordelt på seks etager et let, svævende udtryk, da den blot hviler på tre punkter. Navnet refererer til bygningens krystalliske z-formede facon. Bæredygtige tiltag er bl.a. solcelleanlægget på taget, havvandskøling, genbrug af regnvand, fire lag glas og naturlig ventilation.
Pladsen omkring bygningen har navnet Under Krystallen.

Kilder:

Hotel Dingletær

Fonetisk og humoristisk fordanskning af Hotel D'Angleterre - tegnet af Vilhelm Dahlerup, opført 1875. 

Jvf. Steen Steensen Blichers karakter i novellen E Bindstouw (1843), som troede, franskmændenes feltråb under slaget ved Leipzig var "Piiv mæ laang Rør!" (pibe med langt rør), når de råbte "Vive l'empereur!"

mandag den 24. oktober 2016

Advokatsiloen


Det 16-etagers kontorhus på Amerika Plads 37, i nærheden af Nordhavn Station. Ud over Plesner, hvis navn bygningen bærer, huser det en lang række andre advokatfirmaer, legatadministration, Højesteretsskranken, forsikringsselskaber, revisionsfirmaer, ejendomsselskaber og finansselskaber.

Minareten

Tæt ved Svanemøllen Station ligger Minareten, som i virkeligheden intet har med en moské eller islam at gøre. Det er udluftningstårnet for Svanemøllens kloakpumpestation. Tårnet er tegnet af daværende stadsarkitekt i København Hans Wright (1854-1925) og opført i 1906.