søndag den 4. januar 2015

Kartoffelrækkerne


Kartoffelrækkerne ligger i området langs Sortedams Sø, mellem Øster Søgade, Øster Farimagsgade og Webersgade. Oprindeligt blev der dyrket kartofler på området, som ikke måtte bebygges af hensyn til forsvaret af København. Arbejdernes Byggeforening opførte i perioden 1873-1889 480 rækkehuse tegnet af artikekt Frederik Christian Bøttger. Husene lå i snorlige rækker, og området bibeholdt tilnavnet Kartoffelrækkerne pga. ligheden med rækkerne på de tidligere kartoffelmarker.
 
1800-tallet havde været plaget af koleraepidemier, der forværredes pga. de dårlige kloak- og renovationsforhold i de tætbefolkede arbejderkvarterer, og de nye rækkehuse var tænkt som hygiejniske arbejderboliger, der var til at betale.
 
Området var dengang placeret uden for Københavns egl. centrum. Iflg. byggeforeningens forhandlingsprotokoller lå området ”så fjerntliggende, at man ikke kunne byde nogen at rejse så langt frem og tilbage hver dag.” [Kilde 2]
 
Nogle facader er i dag pudset op men bestod oprindeligt af gule mursten med vandrette bånd af røde mursten. Oprindeligt var det normale, at der boede en familie på hver sin etage. I dag er kvarteret meget eftertragtet med en m2 pris på 50-60.000 kr.
 
Fra syd mod nord består kartoffelrækkerne af flg. gader. (Opkaldt efter…):
Webersgade (Grosserer og grundejer Theobald Weber, 1823-1886).
Wiedeweltsgade (Billedhuggeren Johannes Wiedewelt, 1731-1802).
Jens Juels Gade (Maleren Jens Juel, 1745-1802).
Abildgaardsgade (Maleren Nicolai Abildgaard, 1743-1809).
Eckersbergsgade (Maleren C. W. Eckersberg, 1783-1853).
Wilhelm Marstrands gade (Maleren Wilhelm Marstrand, 1810-1873).
Skovgaardsgade (Maleren Peter Christian Skovgaard, 1817-1875).
Høyensgade (Kunsthistoriker N. L. Høyen, 1789-1870).
Hallinsgade (Formand for Arbejdernes Byggeforening Niels Hallin, 1832-1870).
J. A. Schwartzs Gade (Kunstdrejeren Johan Adam Schwartz, 1820-1874).
Voldmestergade (Gartner og voldmester Johan Gottlob Reeh, 1798-1877). 
 
Kilder:
1. Zinglersen, Bent: Københavnske gadenavne og deres historie. Politikens Forlag, 1979.
2. Wikipedia  04.01.2015
3. Boliga
4. Flickr

Ingen kommentarer:

Send en kommentar